MIN RETRIEVERHISTORIE

Min retrieverhistorie begyndte i 1994 med den sorte labradortæve Shootdog Dina 05169/94. Hun skulle være naturvejlederhund, jagthund og hyggehund. Hun havde en stærk og afbalanceret og samtidig mild personlighed, der gjorde hende til en fremragende naturvejlederhund. Tusindvis af børn har fået gode oplevelser med hende på ture i skoven og ved stranden. Jeg har slet ikke tal på hvor mange børn hun har kureret for hundeskræk.
Vi startede på hvalpehold i Dansk Retrieverklub Østjylland, og fortsatte den videre træning dér. Det førte til deltagelse på både markprøver og schweissprøver. Det blev ikke til det helt store med prøvekarrieren, for jeg havde  gjort for mange fejl med hende i starten, og naturvejlederarbejdet  fyldte godt op i kalenderen. Vi nåede at få en 1. præmie på 20 t. 400 m spor og en 2. pr. på åben klasse B-prøve før jeg stoppede hendes konkurrencedeltagelse. Der er ingen tvivl om at hun havde talent til mere, for flere af hendes søstre havde så mange titler, at de ikke kunne stå på en enkelt linje i markprøvekatalogerne.
Dina fik to kuld hvalpe, og fra det sidste kuld i 2001 beholdt jeg Laura.

MIT EGET HUNDELIV

Da jeg begyndte at træne med Laura gik det rimeligt, så på et tidspunkt blev jeg opfordret til at hjælpe med på et træningshold. Det greb om sig efterhånden, for jeg fandt ud af, at man ofte lærer mere af at undervise andre, end ved at træne med sin egen hund. Man får hurtigt erfaringer med mange forskellige problemstillinger (ofte førerne), og man lærer hunde med vidt forskellige personligheder og talenter at kende.
Efterhånden har jeg undervist på alle niveauer fra hvalpehold til markprøve-vinderklasse, diverse specialhold, samt sporarbejde. Sideløbende med instruktørtjanserne har jeg siddet i labrador-raceledelsen, regionsledelsen, og et par andre udvalg i Region Østjylland.
Jeg dømmer som regel "en håndfuld" u-officielle prøver hvert år, og er af og til prøveleder både i DRK og i Tollerklubben.
Det kan godt være en udfordring at nå at træne sine egne hunde imellem alt det andet, men det hjalp en del, da jeg for et par år siden forlod arbejdsmarkedet.

Jeg gennemførte DKKs opdrætteruddannelse for godt 10 år siden for at få suppleret min viden om opdræt m.m.

Laura
08950/2001 var på mange måder en fantastisk hund. Hun blev 13½ år gammel,  og var en lige så god naturvejlederhund som sin mor. Hun var så udpræget ”fars pige”,  og vi havde næsten altid et rigtig fint samarbejde. Hun lod sig villigt dirigere rundt selv på 200 meters afstand, og hun var knivskarp på  markeringer lige så langt ude. Det begyndte dog at knibe med synet da hun passerede de 10 år, og så måtte jeg sommetider hjælpe hende med lidt dirigering.
Hun fik i alt 15 vinderplaceringer på B-prøver, to gange som 1. vinder, men ret ofte var der lige en enkelt eller to andre der var bare en lille smule bedre.
Hun var udtaget til at repræsentere regionen ved Hold-DM otte år i træk. Jeg kan ikke umiddelbart bevise det, men jeg er nogenlunde sikker på at det er danmarksrekord. Måske siger det lige så meget om niveauet i regionen som om Laura. :-)
Laura var en effektiv jagthund, men det forekom en gang imellem, at hun hentede en fugl før hun havde fået lov. Det skete også hver gang vi kom på A-prøve, så den karriere opgav jeg.
Ud over apportørarbejdet brugte jeg hende også lejlighedsvis som drivende hund på skovjagter. Hun lettede al slags vildt, og det var kun ræve og harer hun fulgte lidt på vej, hjortevildtet vidste hun godt at hun ikke skulle jage med.
Hun ville også gerne med andre på jagt, men så besluttede hun helt selv hvad der skulle foregå.


Desværre havde hun kun B-hofter og et ret lavt HD-indeks. Det sammen med en arvelig grå stær plus en for dårlig pels betød at hun ikke fik lov at få hvalpe. I stedet fik jeg et par niecer til hende.

Pula
fra 2004 var den første af Lauras niecer. En smuk hund men med en meget stærk og egenrådig personlighed. Hun kunne ikke rigtig se ideen i at samarbejde med mig på B- og C-prøver, næh hun skulle nok selv finde en løsning på opgaverne. I stedet var hun en fabelagtig sikker sporhund, og hvis jeg havde haft tiden til den aktivitet, kunne hun ganske givet have klaret sig rigtig godt som schweisshund.
Efter en lynkarriere med to 1. præmier på schweissprøver (3- og 20-timers spor) fik hun et nyt hjem hos en schweiss-interesseret ejer. Der fik hun et par kuld hvalpe, og i hvert fald et par af de hvalpe viste sig at have arvet hendes egenrådige personlighed.

Nanna
var Pulas 1½ år yngre helsøster. Hun er nok den mest samarbejdsvillige hund jeg har haft. En rigtig ”pleaser” der altid gjorde sit yderste for at gøre mig tilpas. Jeg har for eksempel ikke lært hende at gå fri ved fod, det gjorde hun fra den første dag hos mig, og hun kunne da ikke drømme om at gå andre steder. Hun var kun lige var fyldt 3 år da hun hjembragte et certifikat som 1.vinder på en A-prøve. Hun var også utroligt god til at bevare ro, overblik og ikke mindst samarbejdsvilje på opsamling på store klapjagter. En gang på en stor klapjagt lå der 37 fasaner i bunken efter ca. 20 minutters skydning, og hun var stadig lige lydhør overfor mine anvisninger. Det er sådan noget man husker i mange år efter.
Nanna har givet mange af mine klubkammerater gode oplevelser på diverse klubdage og kurser. Uanset hvem der lånte hende, så gjorde hun sit bedste for at løse alle opgaver, sammen med den der nu havde fløjten.
Desværre havde hun C/ D-hofter, og hun havde et uheld med den ene allerede da hun var 1½ år, så hun kunne ikke holde til arbejdet som jagt- og markprøvehund.  Hun fik lagt guld ind omkring hofterne, da hun var 3½ år gammel, og det hjalp hende en del, men ikke nok til at hun kunne komme tilbage til jagt- og prøve-verdenen. Hun fik et langt og godt pensionistliv som verdens bedste hyggehund sammen med Bodil i Varde og senere Odense.

Callie 
med stambogsnavnet Calendar Girl of Tintagel Winds DK13855/2007 var et eksperiment for mig. Hentet i Frankrig, af ren udstillingsafstamning, og ejet sammen med en udstillingsopdrætter.
 Jeg kendte hendes ældre helsøster, der var en meget energisk og arbejdsvillig hund blot med lidt svage hofter. Jeg håbede på at få noget godt ved at parre hende med en god, sund og flot han af  brugslinjer. Den plan lykkedes ikke rigtigt, Callie havde selv glimrende hofter og albuer, derimod stod det ringere til med arbejdslysten.  Jeg havde hende indtil hun var ca.1½ år, og hun nåede at få en 1. præmie i begynderklasse på B-prøve sammen med mig. (Præmieringen var noget af en foræring fra en FOR venlig dommer.) Hun havde ikke meget af den vedholdenhed som jeg havde set hos søsteren, så derfor flyttede hun videre til Rikke, der fik en del fornøjelse af hende. Hendes markprøvepræmiering medvirkede også til at hun hurtigt blev dansk udstillingschampion.
Hos Rikke fik hun et enkelt kuld hvalpe, men hun var en stresset og dårlig mor, og det viste sig også senere at hun gav for mange dårlige hofter hos hvalpene.

Nisa
fra 2009 var næste hund i rækken. Hun var født hos Kennel Nordjyden v. Kim Schou Jørgensen. Hun var datter af en højt præmieret markprøvehan og af en tæve af gammeldags udstillingsafstamning. Hun havde A på den ene hofte og E på den anden. Man plejer at sige at genetikken ikke kender forskel på højre og venstre, så hun har formentlig fået en hofteskade allerede i hvalpekassen. Hun har heldigvis aldrig selv opdaget at den ene hofte er dårlig. Ud over hoften havde hun en dårlig vane med at pibe eller ligefrem skrige højt og vedvarende, når hun ikke kunne overskue de stillede opgaver. Piberiet kan hun have arvet både fra sin far og sin mor, og det var i hvert fald et problem på prøver. Det var altså helt klart at jeg ikke skulle avle på hende, og en markprøvekarriere i vinderklasse var heller ikke realistisk. Derfor fik hun i stedet positionen som verdens bedste hund hos Lone ved Sønder Omme.

Diva DK13805/2011
Da jeg blev klar over Nisas dårlige hofte, begyndte jeg at lede efter en ny hvalp. Kravet var at den skulle være af solid arbejdsafstamning, men skulle samtidig ligne en klassisk gammeldags labrador. Det tog et års tid at finde en, men hos Frede i Suldrup var der gevinst i sommeren 2011. Diva var 13 uger gammel da jeg så hende første gang, og allerede meget glad for at spæne efter kastede pinde. Jeg syntes hun så rigtig lovende ud, så beslutningen var ganske let. ”Hende tager jeg!”
Divas far Blackersmill Den var irsk field trial champion før han kom til Kennel Bustrup Mark v. Kim Hougaard.
Jeg kendte i forvejen Divas ældre helsøster Aya, der boede hos Anne Mette i Kennel Springswift.  Anne Mette har opdrættet Divas og Ayas mor.
Divas og Ayas morfar Tailwagger Dual Bolo var ejet  af Kennel Tailwagger v. Andrea Florschütz i Tyskland. Bolo var også en klassisk solid labrador med gode arbejdsegenskaber og en stærk personlighed. Jeg håbede på at genfinde en god del af Bolo i Diva, og det fik jeg også.
Diva blev kun 9 år gammel, for hendes lænd kunne i længden ikke holde til hendes begejstrede spring, hver gang der var optræk til træning.

Diva fik et enkelt kuld hvalpe i 2015, med en flot og lærenem ung hanhund, som jeg fandt på et træningshold. Det blev smukke og charmerende hvalpe sådan som jeg håbede, men desværre var der dårlige hofter og albuer hos en stor del af dem. Fire var aflivet inden de blev et år, og der var to sæt dårlige hofter og en dårlig albue hos de overlevende. Hvis man kan tale om held i den sammenhæng, så var det heldig at den tæve jeg havde beholdt til mig selv var en af dem der blev aflivet tidligt. En anden boede også stadig hos mig, og ventede på at komme i træning som servicehund til en handicappet. På den måde var der "kun" to hvalpekøbere der måtte sige farvel til deres elskede hund i utide. Det er stadig lidt af en gåde for mig, hvordan det kunne gå SÅ galt, for hvalpene var født med et HD-indeks på 108, og der var absolut ikke mange dårlige albuer i linjerne bagud i de nærmeste par generationer. Der må bare have været et meget uheldigt sammenfald af dårlige gener.
Her skal lige bemærkes at mine to unge tæver ikke er i familie med Diva og Malala.

Karla DK11001/2014
er fra sommeren 2014 og en niece til Nisa. Hun er født hos min træningskammerat Anne, og jeg fik næsten selv lov til at udvælge hendes far, Lærkeredens Charlie. Hun bestod brugsprøven med maksimumpoint i marts, men så begyndte samarbejdet at halte. Hun var vild med at æde lort: Selvfølgelig hestelort, som vi altid har rigeligt af midt i en rideskole, men også rævelort og især hundelort -allerhelst direkte fra rumpen af de andre hunde. Det emne havde vi en del diskussioner om, og det gik hårdt ud over samarbejdet. Samtidig blev hun stresset af at være alene hjemme. På trods af at hun altid var sammen med Diva derhjemme, så nåede hun at ødelægge omtrent lige så meget i huset, som alle mine andre hunde har gjort tilsammen.
Hun fik ny ejer og en frisk start da hun lige havde rundet etårsalderen.
I nogle tilfælde er en omplacering til nye mennesker det bedste for både hund og fører.